Hvis du har det lidt ligesom mig, så er det med at købe møbler andre steder end i helt almindelige møbelbutikker ikke normalt noget du har særlig meget lyst til. Sådan har det i hvert fald være for mig i mange år. Men efter jeg lærte min kone at kende, så ændrede tingene sig en del.
Hun elsker at tage på kræmmermarkeder eller at bruge en lørdag på at besøge et lagersalg af møbler. Som sagt ikke noget jeg normalt har haft lyst til da jeg var bange for at det var noget værre skrammel der blev sat til salg. Men jeg er blevet meget klogere.
For selvom ting foregår i en stor hal og at alle møblerne måske ikke er præsenteret på den bedst mulige måde, så er der stadig mange flotte ting i god kvalitet imellem. Eksempelvis kunne jeg købe mig en kontorstol der ellers normalt koster omkring 10.000 kroner fra ny, til kun 4.000 kroner.
Den var ikke hundrede procent ny, men den så sådan ud og var heller ikke brugt særlig mange gange. Det var fra en virksomhed der var gået konkurs på grund af krisen og derfor prøvede kreditorerne at få lidt penge ind ved at sælge møbler og hvad der nu ellers kunne repræsentere en eller anden form for værdi.
Sidste gang vi var til sådan et lagersalg gik vi efter at finde en ny sofa, men desværre var der ikke held. Nogle gange er der mange gode ting og andre gange går man tomhændet derfra. Men uanset, så kan det hurtigt blive en rigtig hyggelig dag med nogle sjove oplevelser.